af Karsten Christensen
Lige inden provst Balslev i 1932 udsendte sin “De danske Jøders Historie” faldt han over en passus i den netop udgivne oversættelse af odensebispen Jacob Madsens (1538-1606) visitatsbøger: Ved visitatsen i Guldbjerg den 2. juli 1602 noterede Jacob Madsen: “… bleff begraffuen en fattig Jude Mand, fandis død (ex inedia forte (dvs.: måske af sult)) ved Kirkegorden ved vester Ende”. Da det var det hidtil tidligste vidnesbyrd om en jøde i Danmark, måtte Balslev nødvendigvis have det med i sin bog, og han fik da også placeret en kort notits herom bagest i sin allerede ombrudte korrektur.
Iagttagelsen går herfra ind i Michael Hartvigs (og Josef Fischers) “Jøderne i Danmark i tiden 1600-1800”, Kbh. 1951, dog med et forbehold i noterne: “Måske er kilden dog ikke helt sikker, idet den anvendte betegnelse “jude” ifølge O. Kalkar: Ordbog over det ældre danske Sprog, både kan betyde jøde og jyde.
Per Katz tror i sin “Jøderne i Danmark i det 17. århundrede”, udg. af Selskabet for Dansk Jødisk Historie i 1981 (oprindeligt universitetsspeciale fra 1971) ikke på, at der er tale om en jøde, mens Siegfried Heimann i Jødisk Orientering november 1973 (genoptrykt i dette tidsskrift nr. 8, 1982) uden kendskab til Katz’s fremstilling, i en længere artikel og med stor energi imødegår Michael Hartvigs forsigtige forbehold.
Heimanns konklusion er ubetinget: “Herefter kan man fastslå som en historisk kendsgerning, at den fattige handelsmand, der i juli 1602 blev begravet i Guldbjerg på Fyn, er den første jøde – i det mindste siden middelalderen – om hvis ophold i det egentlige Danmark der foreligger en dokumentarisk dateret beretning”.
Det er nok noget af et temperamentsspørgsmål, hvor langt og hvor sikkert man vil tolke Mester Jacob Madsens lille notits. Men dens status som det muligvis ældste vidnesbyrd om en jøde på dansk grund, kan under alle omstændigheder ikke mere opretholdes.
Historikeren Allan Tønnesen har nemlig ved en undersøgelse af Helsingørs udenlandske borgere og indbyggere ca. 1550-1600, udgivet som bog 1985, i Helsingørs velbevarede byarkiv fundet arkivalske vidnesbyrd om en “jøde” i Helsingør i 1592, altså 10 år tidligere end den stakkels Jude Mand blev begravet i Guldbjerg.
I byens tingbog får 5 personer den 18. december 1592 noteret borgerskab i byen, herunder Jochim Jøde (se gengivelsen nedenfor af den pågældende side i Tingbogen).
Landsarkivet for Sjælland, Helsingør Byfogedarkiv, Tingbog XIII, bl. 122 b:
“18 Decembris Anno etc. (1592)
Thesse epterschreffne Mendt bevillgis Borgerskab till første tingh Jochim
Jøde Niels Jensen Vrtegaardzmand Schwend Knudtzen Jens Jespersen
Abraham Jensen.”
Allan Tønnesen har øjensynligt ikke fundet denne oplysning specielt interessant, da den blot uden kommentar indplaceres i opregningen af udlændinge i byen, hvoraf der unægtelig er ganske mange, særligt skotter, englændere, tyskere og hollændere. Men det er faktisk i mere end en henseende en ganske bemærkelsesværdig notits, der som det forhåbentlig vil fremgå af det følgende ikke er ganske uproblematisk.
Et er at antage, at der omkring år 1600 mere eller mindre illegalt har vandret jødiske handelsmænd omkring også i Danmark. Forudsætningerne sydpå har i hvert tilfælde været til stede herfor, men tingbogen i Helsingør peger på noget helt andet og langt mere vidtgående, nemlig en officiel accept af fast bosættelse og udøvelse af et borgerligt erhverv. Og det er klart i strid med alt, hvad vi mener at vide om forholdene i Danmark i ældre tid.
En egentlig udlændingelovgivning i vor tids forstand med statsborgerskabsbegreb, opholds- og arbejdstilladelse, pas og visum eksisterede ikke dengang, men den lutherske kirke var ung og på vagt overfor anderledes tænkende, og Frederik den Anden havde i 1569 udstedt de såkaldte Fremmedartikler, der skulle sikre, at alle fremmede, der ville tage ophold i Danmark eller Norge anerkendte de grundlæggende lutherske læresætninger. Udsendelsen af en forordning herom var særligt rettet mod calvinistiske indvandrere, der var flygtet fra religionsforfølgelserne i Nederlandene og Skotland. Disse var i begyndelsen blevet modtaget godt, men da det rygtedes, at de – særligt i Helsingør – holdt hemmelige forsamlinger “og der brugte deres Handel og den Vis, som Vederdøbere og Sakramentere pleje at gøre”, greb kongen ind. Alle fremmede, der ville slå sig ned i landet, skulle overhøres af præsterne og bekræfte deres udsagn ved en ed. Ellers måtte de forlade landet. Mened skulle straffes på liv og ejendom uden nåde. Disse bestemmelser, der endda med et særligt brev til myndighederne i Helsingør indskærpedes i 1574, gjorde reelt al jødisk tilstedeværelse i landet umulig. I den forbindelse skal der da også mindes om, at det først er i 1651, der udtrykkeligt formuleres et specifikt forbud mod jøders ophold i landet, og i Danske Lov 1683 omtales kun jøder som mulige omrejsende handelsfolk og betlere på lige fod med sigøjnere. Intet tyder på, at spørgsmålet overhovedet har optaget myndighederne som reelt eller forekommende i slutningen af 1500-tallet.
Hvorledes skal borgerskabet til Jochim Jøde da forstås? Der er selvfølgelig altid mulighed for at hævde, at “Jøde” ikke betyder jøde. Men hvad skulle det så betyde? Et er i hvert fald næsten givet. “Jøde” betyder ikke døbt jøde. (Der findes omtale af jødedåb i Danmark så tidligt som 1620 og om en døbt jøde i København 1606). Døbt jøde ville selvfølgelig klare alle de formelle problemer, men det er da vist utænkeligt, at en døbt jøde ville kalde sig “Jøde”. Og han ville da rimeligvis iøvrigt have båret et udpræget kristent fornavn, hvis vi da skal holde os til almindelig praksis.
Der er heller ikke rigtig mulighed for at forklare forholdet ved en høre- eller skrivefejl eller en administrativ lapsus, der hurtigt efter er blevet rettet, uden at det har givet sig udslag arkivalsk. For det påfølgende år, 1593, betaler Jacob Jøde (der givetvis er identisk med Jochim) byskat. Det viser Helsingør bys kæmnerregnskab. Man kan af kæmnerregnskabet se, at han bor i byens fjerde fjerding, dvs. i byens vestlige (og på det tidspunkt nyeste) del, og skattebeløbet på 2 mark hører godt nok til på den lavere del af skalaen, men er dog over gennemsnitsskatten i byen.
Vi ville selvfølgelig gerne have vidst mere om Jochim eller Jacob Jødes liv og færden: hvorfra kom han? Hvilket erhverv drev han, var han alene eller havde han familie osv., men så langt rækker så vidt vides hverken byarkivet eller andre kilder. Det er heller ikke muligt at vide, hvor længe, han har boet i byen. Kæmnerregnskaberne for de to følgende år, 1594 og 1595 findes ikke mere. Alt tyder på, at han dog kun har opholdt sig i Helsingør i kortere tid, for i kæmnerregnskabet for 1596 er han ikke medtaget som skatteborger.
For den, der for alvor vil antage, at der har boet en jødisk borger i Helsingør i l590’erne påhviler det imidlertid stadig at give en sandsynlig forklaring på, hvorledes det i praksis har kunnet lade sig gøre. Og det er selvfølgelig ikke så enkelt. Det første spørgsmål, der melder sig, er naturligvis om der kan siges noget mere bestemt om den praktiske forvaltning af Fremmedartiklerne fra 1569. Det er altid forbundet med vanskeligheder at slutte fra en lovtekst til en retstilstand, og vanskeligt at vurdere i hvilket omfang myndighederne faktisk har været i stand til at håndhæve gældende bestemmelser.
Vi ved faktisk ikke ret meget om, hvor rigoristisk Fremmedartiklerne har været håndhævet. De bliver fra tid til anden indskærpet. Der kendes genoptryk fra 1615 og 1643, og 1618 kaldte Københavns biskop Hans Poulsen Resen, den danske ortodoksis førstemand, i Frue Kirke alle borgere i København, om hvem han vidste, at de var af anden religionsbekendelse, og fik dem til at sværge på Frederik II’s Artikler. Men dette er for det første efter, at Resen og hans strikte ortodokse linie har sejret, støttet af den stærkt religiøst interesserede Christian IV, for det andet i København nær landets teologiske højborg og for det tredie et vidnesbyrd om, at der altså selv her har kunnet leve borgere, om hvis religiøse holdninger man har tvivlet. 1590’erne i det procentuelt set stærkt kosmopolitiske Helsingør og uden myndig konge kan let antages at have haft en mere afslappet holdning til overholdelsen af Fremmedartiklerne. Meget tyder således på, at Helsingør har været et centrum for jesuiternes genkatoliseringsforsøg i 1580’erne. Noget som må have optaget myndighederne langt alvorligere end en enkelt vantro borger, der næppe kan have udgjort nogen konfessionel trussel for byens egne, som næppe har skiltet meget med sin afvigende tro og som – modsat mange udlændinge – betalte sin skat.
Dette er ikke noget bevis. Men trods det i og for sig overraskende i at møde en Jochim Jøde i 1592, kan man nok ikke afvise, at han udmærket godt kunne have været rigtig nok.