MyHeritage har nu oversat deres uddannelses program til dansk, hvor man kan få svar på meget og se videoer, der hjælper en videre, webinarer, m.m.m. Til at oprette og vedligeholde sit slægtstræ er MyHeritage et godt bud.
Men de reklamerer konstant med gode tilbud på DNA-tests og har på uddannelsesprogrammet en masse om DNA-testning og såkaldt gode tilbud på DNA-tests. Men før man falder for fristelsen at lade sig teste, skal man tænke sig om og gøre op med sig selv, hvad man ønsker svar på/oplysning om. Der er mange forskellige firmaer på markedet nu, og de reklamerer alle voldsomt.
Man kan ikke starte slægtsforskning ved at tage en DNA-test! Testen kan bruges, når man gennem almindelig slægtsforskning har bygget sit anetræ og evt. fundet personer, der måske/måske ikke hører til slægten.
Der er mange succeshistorier fx. om familiemedlemmer, der blev adskilt under Holocaust, og som nu via DNA-test finder hinanden. Pragtfulde historier, og de findes, men det er ikke alle, der er så heldige. Det samme gælder adoptivbørn, der søger deres biologiske ophav – også der findes mange succeshistorier.
MyHeritage giver så mange forslag på fjerne slægtninge, at man oftest giver op – især når der ikke er andet, der peger på slægtsskab. Et andet tilbud er, at man kan finde ud af, hvorfra man kommer. Det kan man også fra andre firmaer, men svarene er oftest forvirrende og af og til også vildledende.
Søger man jødiske slægtninge er FamilyTreeDNA nok det bedste bud, hvis man vil forsøge sig. Senere kan man så lægge svarene op på andre sider, som fx. MyHeritage, Ancestry, og mange flere.