Da krigen var forbi – De danske jøder efter Holocaust
Foredrag v. Sofie Lene Bak
Da den tyske besættelse af Danmark endelig ophørte i maj 1945 opholdt der sig næsten 20.000 danske flygtninge i Sverige. Endnu befandt mange fanger sig i tyske lejre, mens hundredvis af mennesker kom frem fra et liv under jorden. Danmark var på mange måder blevet forskånet for krigens brutalitet, landet blev aldrig skuelads for større kamphandlinger eller massive bombeangreb. Men det var et nedslidt samfund, hvor byggeriet havde ligget stort set stille, og vareknapheden havde tæret på folkesundhed og beklædning. Det var til denne situation, de knap 8000 mennesker af jødisk slægt, der havde været i eksil i Sverige eller i fangenskab i koncentrationslejr, nu skulle vende hjem.
Foredraget fortæller den hidtil ufortalte historie om, hvad der skete, da de danske jøder vendte hjem i 1945. Hvad var der sket med familiernes ejendom og ejendele, mens de havde været væk, og hvordan blev de modtaget efter flugt og fangenskab?
Hør historien om Danmark i den svære overgang mellem krig og fred, hvor genopbygningen og behandlingen af krigens ofre peger fremad mod det moderne samfund og bekræfter Danmarks status ikke bare under, men også efter Holocaust.
Sofie Lene Bak, f. 1973, er historiker, Ph.d. og Lektor ved Københavns Universitet. Hun er bl.a. forfatter til bøgerne ”Dansk Antisemitisme” (2004), ”Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45” (2010) og ”Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen” (2012).
Tilmelding sker via NemTilmeld. Klik HER for at tilmelde dig.
Lukket for kommentarer.